Franckesvej – fra fællesbad i kælderen til funktionel hverdagskomfort

 

Lejlighederne på Franckesvej 6 var små glimt fra en anden tid. Oprindeligt var de 41–46 m² med to værelser, et lille køkken og toilet i lejligheden, mens badet lå i kælderen som fællesfacilitet. Charme og historie var der rigeligt af – komforten var mere begrænset. Over en treårig periode har vi derfor gennemført en gennemgribende, men nænsom renovering af 11 lejemål og dermed hele opgang 6. 

Før og efter – gentænkt indefra 

Før renoveringen var boligerne præget af små, adskilte rum, og gasinstallationer i flere lejligheder. I dag fremstår de som lyse, funktionelle hjem med åbne køkken-alrum, eget badeværelse i hver lejlighed samt moderne elinstallationer og ventilation. 

 Badeværelserne er etableret med gulvvarme, køkkenerne er udstyret med energirigtige hvidevarer, og de originale stuklofter er bevaret, så boligerne fortsat har deres oprindelige karakter og sjæl. 

Smartere pladsudnyttelse og ro i hverdagen 

Renoveringen har haft særligt fokus på at forbedre rumoplevelsen i de mindre boliger. Soveværelserne vender fortsat mod den rolige gård og giver beboerne et fredeligt og lyst rum til hvile. Samtidig er der åbnet op mellem køkken og stue og skabt moderne køkken-alrum, der giver bedre flow, mere dagslys og fleksible rammer for hverdagslivet. 

Resultatet er boliger, der føles både større og mere funktionelle – uden at gå på kompromis med den charme, der kendetegner ejendommen. 

Ejendommens forbedringer 

Renoveringen har også omfattet en række tekniske og fælles forbedringer: 

  • Gavlen er isoleret, hvilket har løftet ejendommens energimærke fra F til C 
  • Nye vinduer på gadesiden, mens de originale vinduer mod gården er bevaret 
  • Ny varmecentral, stigestrenge, brugsvandsinstallationer og eltavler 
  • Gasinstallationer er nedlagt og erstattet med el 
  • Fællesvaskeri i kælderen er opgraderet, og der er etableret nye kælderrum med ventilation 
  • Hoved- og bagtrappe er istandsat, malet og slebet 
  • Ny dørtelefon samt polerede linoleumsgulve i opgangen 

Resultatet 

Uden at ændre bygningens ydre er boligerne på Franckesvej blevet gentænkt indefra.  

 Renoveringen respekterer ejendommens historie og arkitektoniske udtryk – samtidig med at den sikrer moderne komfort og boliger, der er klar til fremtiden.