Hvor meget kan udlejer forlange ved fraflytning?
Ifølge lejeloven er der blevet fastsat en grænse for, hvad en udlejer kan forlange ved fraflytning. Som udgangspunkt har du som lejer ikke pligt til at aflevere lejemålet i en bedre stand, end da du selv overtog lejemålet.
Der er dog varierende regler for, hvad en udlejer kan forlange ved fraflytning afhængig af, hvornår lejekontrakten er blevet indgået.
Hvis din lejekontrakt er indgået før den 1. juli 2015, kan din udlejer kræve, at du afleverer lejemålet nyistandsat, såfremt at lejemålet var nyistandsat, da du flyttede ind. Dette betyder, at du selv skal betale for en istandsættelse af lejemålet, så det fremstår nyt.
Hvis din lejekontrakt derimod er indgået efter den 1. juli 2015, så kan udlejeren kræve en ‘normalistandsættelse’. Dette indebærer typisk lakering af gulv eller maling ved fraflytning.
Hvis din udlejer også har mere end ét lejemål, som vedkommende udlejer, skal der afholdes ind- og fraflytningssyn. Det vil sige, at lejemålet skal synes senest 2 uger efter, at udlejeren er gjort bevidst om, at du er fraflyttet. Lejer skal indkaldes til synet med mindst en uges varsel.
Hvis udlejer derimod kun har ét lejemål, er der ikke pligt til at afholde fraflytningssyn. Dog skal udlejer gøre lejeren opmærksom på kravene for istandsættelse inden der er gået 2 uger fra fraflytningen. Det vil sige 2 uger fra lejeren har afleveret sine nøgler til udlejer. Hvis denne frist ikke overholdes, kan udlejer ikke kræve, at du som lejer betaler for en udbedring af eventuelle mangler. Få derfor altid en kvittering på, hvornår du har afleveret nøglerne til udlejer, for at undgå eventuelle fremtidige uoverensstemmelser.
Som lejer skal du være opmærksom på, at du ikke er oplyst prisen for udbedringerne, hvilket skyldes, at udlejer først kender prisen, når udlejer har modtaget en regning direkte fra håndværkerne.